Mit navn er Carolina. Jeg er halvt dansk, halvt italiensk og er vokset op med Italien som en naturlig del af mit liv gennem min italienske mor og danske far.
Jeg er uddannet cand.ling.merc. i italiensk fra CBS og journalist fra DMJX, har studeret i Firenze og Milano og har gennem mange år arbejdet med kommunikation, vin, gastronomi og italienske kvalitetsfødevarer.
Men det, der interesserer mig allermest, er mennesker.
Jeg elsker at besøge mennesker, der har fundet noget, de elsker – og fortælle historierne om dem, deres passion og det, der driver dem.
På Italianista møder du derfor mennesker med noget på hjerte og kommer med til steder, der gør mig nysgerrig. Ofte handler det om vin, mad og gastronomi. Andre gange om Italien, kultur, håndværk eller noget helt andet, der har en italiensk forbindelse.