Efter knap 30 år på Restaurationen i København har Bo og Lisbeth Jacobsen fundet et nyt hjem i den lille italienske kystby Sirolo i Marche. Her er mad og værtskab stadig en del af hverdagen, men nu omkring køkkenbordet, hos naboerne og i byens små stræder. Italianista har besøgt parret til en snak om Italien, mad og et fælles liv gennem 45 år – både i og uden for køkkenet.
Bo Jacobsen er temmelig høj. Det er hans italienske byhus ikke.
Han viser rundt i det smalle hjem i tre etager i Sirolo, og mens vi bevæger os op gennem huset, kigger jeg en smule bekymret på ham. Flere steder må han dukke hovedet under de lave lofter.
”Du skal ikke være nervøs. Jeg har været høj i mange år! Jeg har fået fortykninger i hovedskallen af at knalde hovedet ind, så jeg mærker ikke så meget mere,” griner han.
Huset ligger i et lille stræde i den gamle del af Sirolo på Adriaterhavskysten. Indenfor har det italienske byhus et klart dansk islæt med designklassikere, kunst og personlige fund samlet gennem et langt liv. Det føles ikke som et feriehus, men som et dansk hjem – bare med italiensk adresse.
Fra Gammel Mønt til Sirolo
Det er snart seks år siden, Bo og Lisbeth Jacobsen skiftede København ud med Marche i det centrale Italien. I knap 30 år havde de drevet Restaurationen i Gammel Mønt, inden de solgte restauranten i 2020.
Nede i køkkenet er Lisbeth i gang med at lave kaffen på stempelkanden, og hun dækker op ved bordet i det lille stræde ude foran huset. Kaffen serveres i musselmalede kopper med hendes egne hjemmebagte småkager, der opbevares i en dansk juledåse, her midt i juli måneds italienske sommervarme.
Stempelkaffen tager de i øvrigt med fra Danmark. De har haft svært ved at finde italiensk kaffe, der ikke er ristet for hårdt til stempelkanden, så de holder fast i deres “mexicanske kaffegangster”, som de kærligt kalder Erik Rasmussen, indehaver af Espressòs. Han leverede kaffen med den helt rigtige ristning til Restaurationen – og det bliver han ved med, nu under andre himmelstrøg.
Restaurantdriften har Bo og Lisbeth lagt bag sig. Kærligheden til mad og værtskab har de til gengæld beholdt.
”Vi er ikke nostalgiske. Var Restaurationen et livsværk for os? Næh. Det var arbejde, og vi gjorde det bedste, vi overhovedet formåede. Vi blev ikke hovedrige af det, men vi lavede det, vi bedst kan li’ – at arbejde med mad og vin,” fortæller de.
Lisbeth fortsætter: ”Vi gjorde det så godt, vi kunne. Nogle syntes, det var noget værre pis, men vi omstillede os og genopfandt os selv, når der var ballade. Da det blev meldt ud, at vi solgte restauranten, brød DinnerBooking sammen, og folk valfartede til stedet de sidste tre uger,” griner hun.
I 2020 var det altså tid til at sige farvel til den daglige restaurantdrift. De solgte også R Vinbar, tæt på den gamle restaurant, som i dag drives af Bos kusine. I dag foregår hverdagen først og fremmest i Italien.
Da feriestedet blev et hjem
Parret har holdt ferie i Marche de seneste 25 år. I starten med deres dengang 14-årige datter Christine.
”Teenagepiger er oppe i snotten på dig som en rævesaks!” udbryder Bo.
(Og som mor til tre teenagedøtre kan Italianista uden videre faktatjek erklære sig enig.)
Da Christine blev 16, gad hun ikke længere med forældrene på ferie. I stedet tog hun på arbejdsferie på Ch. Passavant i Loire, sammen med en masse folk fra vinbranchen, som Lisbeth og Bo kendte gennem restaurationslivet.
Så kiggede Bo og Lisbeth på hinanden: ”Hva’ fa’en skal vi så?”
De indlogerede sig på det lokale hotel Locanda Rocco og vendte tilbage hvert år, mens de stadig drev restauranten i København. Lige indtil de for otte år siden gjorde alvor af planerne om at købe deres eget hus i byen.
”Bo har i alle årene snakket om at købe noget og flytte hertil, men jeg var sådan lidt ’ja ja’, for jeg kunne ikke rumme at købe og flytte,” fortæller Lisbeth. Da parret gik på pension, kiggede de på tre huse i byen og forelskede sig i byhuset, som blev deres blot 12 dage efter den første fremvisning.
”Vi passer godt ind i lokalsamfundet. Vi har lagt noget fra os, siden vi flyttede herned. Der er kæmpe forskel på Danmark og Italien, både kulturelt, politisk og måden at være sammen på. Du kan ikke komme herned som dansker med overbevisningen om, at du kommer fra ’verdens bedste land’. Prøv at stikke fingrene i jorden! Gå langs husmurene! Sæt dig ind på en bar! Og lad være med at bralre op!” lyder det fra Bo.
Mad, naboer og grisefødder
Mens vi sidder foran huset, kommer naboen Nino, der har en lille smedje, forbi og hilser. Han stiller gerne op til et foto foran sit værksted, hvor håndværket er gået i arv gennem generationer. Flere lokale passerer os og stopper op til en sludder, inden de fortsætter gennem det lille stræde.
”Vi kan godt li’ den måde at omgås på. Hvis vi har været en tur hjemme i Danmark, henter naboen os gerne i bil, tænder varmen i huset og byder på en velkomstmiddag,” fortæller Lisbeth.
Bo fortsætter: ”Vi har et gen, hvor det er naturligt for os at være værter og agere med alle mulige mennesker. Vi har jo levet af værtskabet, så det er ikke svært for os at have gæster. Vi deler gerne vin og middag med dem, der kommer forbi, eller vi tilbringer et par timer på torvet. Vi kender alle i byen – slagteren, vinhandleren, fiskemanden, butikken med det bedste charcuteri – og alle har tid til en snak. Vi snakker også gerne om mad og grisefødder med de gamle damer. Det kan du jo ikke snakke med en dansk slagter om, de er helt brændt af!” griner han.
Ja, meget kredser stadig om mad og vin i Bo og Lisbeths liv. I Italien starter Bo gerne dagen med bøffelmælksyoghurt. Den store morgenmad gemmer han til Danmark, hvor favoritten er fruens hjemmelavede rugbrød med lagret ost og bitter orangemarmelade.
Lisbeth er også ferm ved komfuret, og blandt hendes hofretter er ribbensteg, frikadeller og boller i karry. Og ikke mindst desserter.
”Hun spørger mig hver aften efter maden, om jeg har lyst til noget sødt, og om det skal være et lille udvalg eller en småkage. Jeg har en muskelhukommelse i min mund, så jeg kan kun svare: ’Lille udvalg!’ Så disker Lisbeth op med fire-fem fyldte chokolader eller lidt kransekage,” fortæller Bo.
”Det er jo for sundhedens skyld – man skal ha’ blodsukkeret op! Det er naturligt at tage en lur efter maden. Alle dyr lægger sig jo også ned og sover! Det søde skal til sidst, så føler man sig friskere. Ikke salt eller ost med fedt og protein – så er man jo nede og bide i gulvet!” griner han.
Danmark med italienske øjne
Bo og Lisbeth har stadig en lejlighed på Esplanaden som base, når de er i København. Her holder de sig opdateret med tre papiraviser – Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og Information – og supplerer læsningen med vitaminer fra jorden: Lammefjordsgrøntsager fra Søren Wiuff og grønt fra Den Grønne Bønne på Nørrebro. “Man lærer at forklæde en gulerod som noget nyt!” som Bo formulerer det.
Han uddyber: ”Vi savner råvarekvaliteten fra Italien, når vi er i Danmark. Hvis man går i Brugsen, får man jo lyst til at skyde sig selv! Fisk koster det hvide ud af stråhatten. Og Torvehallerne? Det er jo hverken værre eller bedre! I Italien er det sæsonerne, der betyder noget. Og så livet – samværet og hyggesnakken hele året. Lidt som det fællesskab, man tidligere havde på de brune værtshuse i Danmark, men de findes jo ikke mere. Og så er der et rigt kulturliv med teater, kunst og musik her i området.”Det betyder dog ikke, at de har lagt den danske mad bag sig.
“Tager I egentlig noget mad med fra Danmark?” spørger jeg.Så begynder opremsningen: røget laks, marcipan, sild og smør. Dansk ost er i øvrigt også populært blandt naboerne. Og så rullepølse, hjemmelavet leverpostej og sylte, lavet fra bunden.
“I en køletaske!” lyder det.
Hellere naboens risotto
Restaurationen fik en Michelinstjerne i 1995 og igen i 1999. Men i dag er det ikke madoplevelser på stjerneniveau, de går efter.
”Vi gider faktisk ikke spise stjernemad; alt er det samme. På den måde er Michelin både en velsignelse og en forbandelse!” erklærer Bo.
Når jeg spørger til deres bedste madoplevelser, er det da heller ikke Michelin-restauranter eller kendte køkkenchefer, de fremhæver. Det er maden hos venner og naboer: Alessandra, der laver den bedste risotto med ossobuco, eller Milena – “hende, der bor i blå hus på hjørnet!” – som til jul laver verdens bedste crostata og cappelletti in brodo af hønsekød.
Vi er vi
Da jeg snakker med Bo og Lisbeth, slår det mig hurtigt, hvilket fascinerende makkerpar de er. Bo fylder mest i samtalen, men hver gang jeg spørger om noget, lyder svaret: “Vi synes…”
“Vi er vi,” som Lisbeth selv formulerer det.
Parret har været sammen siden 1981 og har ifølge Lisbeth haft to ægteskaber: dét på arbejdet og dét derhjemme. ”Vi har ikke har set hinanden, når vi sov! Men ellers har vi altid været sammen,” smiler hun.
”Det er selvfølgelig hårdt arbejde at drive restaurant sammen – men ligesom med et ægteskab får man ikke belønningen, hvis man ikke laver arbejdet,” siger Lisbeth.
”At drive en restaurant kræver, at man er systematiseret. Det er et kasseliv. Så vi deler opgaverne op. Vi vil ikke skændes om, hvornår håndklæderne skal skiftes. Bo bestemmer, hvornår de skal skiftes, og så vasker jeg dem. Det har vi taget med os hjem i privatlivet,” fortæller hun.
Systematikken viser sig også i de små detaljer. Mens vi drikker kaffe under interviewet, fortæller Lisbeth, at kaffekoppens placering på underkoppen ikke er tilfældig. Spidsen af det musselmalede motiv skal flugte med underkoppens mønster og pege ned mod gæsten.
”På en restaurant er tid alt, og man er altid under pres. Der er kun én tidsramme, og det er nu. Det er en speciel måde at arbejde på, der kræver is i maven og styr på logistikken. Hvis alting skal virke ordentligt, skal det være systematiseret og ikke tilfældigt,” siger hun.
Fra Kokkeskolen til Restaurationen
Bo og Lisbeth mødtes på andet år på Kokkeskolen i Kødbyen. Lisbeth var kommet til København fra Hadsten.
”Ja, hun kom jo lige fra Jylland, da vi mødtes. Hun var helt umulig!” siger Bo og kigger kærligt på hende.
Det var dengang, Lisbeth kørte Maxi Puch – ja, det siges omvendt på jysk, pointerer hun – iklædt puddelhundekrøller og træskostøvler.
”Vi hader begge gruppearbejde, men kom i gruppe sammen på Kokkeskolen, og jeg syntes, han var meget irriterende i starten!” fortæller Lisbeth, der på det tidspunkt var i lære på Royal Hotel, mens Bo var hos Roy Hurtigkarl.
”Jeg ku’ alt det gamle, mens Bo kunne alt det nye, så vi blev hurtigt færdige med opgaven og sad ude på gangen og kyssede i stedet. Og så var vi sammen resten af tiden,” griner de.
Efter blot to år som kærester skulle Bo til San Francisco for at arbejde på en restaurant, og Lisbeth tog med. Bo ankom tre måneder før hende – og hver eneste dag skrev han lange breve og sendte dem hjem med posten.
Ingen af dem havde imidlertid arbejdstilladelse, og da parret, der ejede restauranten, blev skilt, måtte Bo og Lisbeth efter noget tid rejse hjem igen.
Tre år senere kom Christine til verden, og det krævede en ny arbejdsstruktur for to kokkeforældre, der begge arbejdede fra morgen til aften. Bo blev køkkenchef på Kommandanten med god løn og fri hver weekend og fik Lisbeth ansat som konditor – selv om hun faktisk ikke kunne lave desserter dengang. Samtidig købte de en lejlighed i Købmagergade, som blev deres hjem. I 1991 åbnede de Restaurationen.
Der er meget at diskutere
Siden har Bo og Lisbeth skrevet flere bøger sammen, og Bo har gennem årene blandet sig flittigt i debatten om dansk madkultur. Holdningerne har han stadig – ikke mindst til danskernes prioritering af mad og råvarer.
”Vi bruger under halvdelen på mad hernede; mad er billigere, selv om vi spiser ude. Det italienske skattesystem tilgodeser, at man går ud og spiser, så man ikke sidder alene. Jeg synes, at man i den danske debat om differentieret moms misforstår det gode i, at man kan købe gode råvarer!” lyder det fra Bo.
”Hernede ved alle det, hvis du har holdt en middag. ’Nå, vi hører, at du lavede god mad,’ siger de, hvis man møder dem på gaden eller til torvedag om fredagen. Så får man også lige en snak om, hvad man har købt, hvilke råvarer der er bedst, eller hvordan de skal tilberedes. Der er meget at diskutere! Hernede kender selv børn jo sæsonerne!”
”Men det er klart, at det nogle gange kræver mental forberedelse at begive sig ud i lokalsamfundet, når selv strandsælgerne spørger os, hvad vi har fået at spise!” afslutter Bo med en høj latter.
Bo & Lisbeth spiser i Marche
- Villa Nappi, Polverigi
“Vi fik hvide bønner med stegte lammetarme. Hold kæft, det smagte godt!” husker Bo. - Ristorante La Taverna, Sirolo
- Osteria Sara, Sirolo
Stjerneoplevelse i Padova
Hvis du er til Michelinmad, anbefaler Bo & Lisbeth den trestjernede Le Calandre uden for Padova, som de har besøgt én gang om året gennem mange år.
“Det er den eneste fine restaurant, vi besøger. Det er et sted, der gør indtryk. Det er simpelt, uden blomster og skum, men mad, der er helt nede på jorden.”
Bo & Lisbeth spiser i København
De har stadig deres faste yndlingssteder, som de besøger, når de er i København.
“Vi har været i faget i 45 år, så vi er lidt krakilske!”
Til middag
- Royal Garden
- Posh Jah
- Skt. Jacques
- Bistro Boheme
- Vie
- Restaurant Alsace
- Cafeteria Stopuret – et lidt hemmeligt sted i Taastrup Idrætscenter, drevet af Uffe Andersen, der tidligere stod bag Restaurant Puk i Vandkunsten. “Som i 60’erne, hvor sportshallerne var de nye kirker, og det gode liv blev tilbedt!” konstaterer Bo.
Til frokost
- Ravelinen
- Rabes Have
- Schønnemann
- Café Lindevang
- Skt. Annæ
- Told & Snaps
