Skip to main content
Gastronomi

Spørg Luigi

30. august 2026

Den bedste genvej til et sted er nogle gange et menneske. I strandbyen Senigallia i Marche-regionen er det Luigi Polverari, jeg spørger, når jeg vil vide, hvor man skal spise, hvad man skal drikke – og hvilke steder der er værd at opsøge.

Hvor spiser man? Spørg Luigi.

Hvilken Verdicchio? Spørg Luigi.

Hvor tager man hen, hvis man vil uden om turistfælden? Spørg Luigi.

Ja, på den måde er det jo en nem artikel at skrive. Men noget af det bedste ved at være Italianista og opsøge mennesker og steder er alle de døre, der åbner sig, når man er nysgerrig.

Og Luigi Polverari er et af de mennesker, der gerne åbner dem.

Luigi er faktisk født i Danmark. Familien boede i Holte, mens han gik på international skole på Vesterbro.
I dag er han tilbage ved sine Marche-rødder, og mad og vin er blevet omdrejningspunktet i hans arbejdsliv.

Luigi er uddannet jurist, men har valgt at følge sin passion for mad og vin. Han arbejder som Wine Specialist for Barzetti srl, der distribuerer food & beverage og også driver enotecaen Bottega Barzetti i centrum af Senigallia. Luigi er med til at udvælge sortimentet, også til enotecaen, hvor hans hustru Eleonora og kollegaen Matteo arbejder.

Et glas Marche  

Jeg er knap trådt ind i den lille enoteca i Senigallia med telefon, kamera og blok, før Luigi begejstret begynder at fortælle om en af regionens store vinstoltheder: Verdicchio.

I det centrale Marche findes de to klassiske områder Castelli di Jesi og Matelica, men vinene får forskelligt udtryk.

Verdicchio dei Castelli di Jesi er typisk blødere, varmere og mere fyldig. I duften finder man især frisk frugt og blomster, mens den karakteristiske let bitre mandelnote viser sig i eftersmagen.

Verdicchio di Matelica er derimod friskere, mere rank, mineralsk og præget af en let salt karakter. Den har ofte et mere stringent udtryk med tydelige citrusnoter og en markant syre, der samtidig giver vinen et stort lagringspotentiale.

Men Marche er mere end Verdicchio. Her finder man også lokale druer og vine som Passerina, Pecorino og Bianchello del Metauro – og på den røde side blandt andet Lacrima og Montepulciano. Under alle omstændigheder er der rigeligt at gå på opdagelse i på hylderne hos Bottega Barzetti..

Og Luigi nøjes ikke med at fortælle. Efter den lille introduktion kører vi videre til Cantina Santa Barbara, hvor den farverige vinmand Stefano Antonucci står i spidsen. Ifølge Luigi er det et af områdets innovative vinhuse.
De laver hele 11 forskellige udgaver af Verdicchio og har arbejdet med at udforske druens smagsnuancer i vidt forskellige retninger.

 Her åbner Nicolò gæstfrit døren for os og tager os gennem en smagning af fem af husets mest karakteristiske Verdicchio-vine.

Spørg Luigi, hvor man skal spise

Vin er én ting. Men Luigi er også en glimrende mand at kende, når sulten melder sig.

Senigallia har et usædvanligt højt gastronomisk niveau for en strandby af sin størrelse – med trestjernede Uliassi som det berømte flagskib – men jeg bad Luigi om de steder, han selv ville sende mig hen.

Luigi anbefaler  

Det er ikke en rangliste, understreger Luigi, men fem forskellige steder i Senigallia, som han gerne anbefaler:

  • Cibo e Vino – centrum af Senigallia
    Prøv deres crostone allo sgombro – grillet brød med makrel. Luigi fremhæver især det gode håndværk og de fremragende råvarer.
  • Angolino sul Mare – Lungomare
    Her er rådet at lade sig føre af sæsonen og dagens helt friske fisk. Maria og Vinicio har drevet stedet sammen med den altid nærværende sommelier Roberto i 30 år.
  • Casa Nana – centrum af Senigallia
    Et elegant og moderne sted med tydelig spansk inspiration i køkkenet. Her står kokken Michele Gilebbi og den alsidige Valentina bag oplevelsen.
  • Pagaia – Lungomare 
    Gå efter spaghetti alle vongole. En klassiker, der ifølge Luigi holder år efter år.
  • Raggio Azzurro - Lungomare
    Prøv de varme og kolde antipasti. Luigi fremhæver især Stefano og hans teams professionalisme og venlighed, som gør stedet til et stop, man ikke bør springe over.

Vi fulgte Luigis spor

Det lykkedes ikke at få bord alle steder, men under opholdet nåede vi selv at prøve to af Luigis anbefalinger.  

Ristorante Sepia

Sepia er først og fremmest en fiskerestaurant – og jeg er faktisk ikke den store fiskespiser. Men her blev jeg overbevist. Middagen var en lille eksplosion af smag, og alt var både lækkert, delikat og gennemtænkt ned til detaljen. Tak til Niko, Giulia og resten af teamet for en fantastisk aften.


Mercato Trattoria Pop

Luigi sendte os også til Mercato Trattoria Pop, som er skabt ud fra tanken “il ricordo di qualcosa di bello e di buono” – mindet om noget smukt og godt. Og det rammer egentlig oplevelsen meget godt. Både maden, stemningen og de mange små detaljer gjorde besøget til et af de steder, man husker bagefter.

Og næste gang jeg kommer til Senigallia?

Jeg spørger Luigi. 


  • Hvem:
    Luigi Polverari
  • Hvad:
    Vin, mad og lokale anbefalinger
  • Hvor:
    Senigallia, Marche
  • Fotograf:
    Carolina Stefania Kromann

Flere gode artikler


Relaterede artikler

Gastronomi

Efter knap 30 år på Restaurationen i København har Bo og Lisbeth Jacobsen fundet et nyt hjem i den lille italienske kystby Sirolo i Marche. Her er mad og værtskab stadig en del af hverdagen, men nu omkring køkkenbordet, hos naboerne og i byens små stræder. Italianista har besøgt parret til en snak om Italien, mad og et fælles liv gennem 45 år – både i og uden for køkkenet.

Gastronomi

Hører du til dem, der kigger flygtigt på de flotte olivenolier i supermarkedet og tænker: ”Lækker etiket! Den ser meget italiensk ud!”, uden egentlig helt at vide, hvad flasken indeholder? 

Så læs med her, og få eksperten Catherine Fogels råd til, hvordan du vælger den bedste olivenolie.