Marche gør ikke meget væsen af sig. Og da jeg skulle skrive denne artikel, kom der faktisk så mange ting i vejen, der virkede mere presserende, at det næsten blev helt meta. Marche er så overset, at selv skribenten lige udskyder den flere gange, mens man fornemmer, at regionen længe har slået ud med armene og råbt: “Mi state ignorando!”
I sommer gik turen tilbage til mine italienske rødder i Marche, hvor en del af min italienske familie stadig bor. Regionen er ukendt blandt danske rejsende, selv om den faktisk rummer meget af det, vi holder af ved Italien: bjerg og strande, smuk natur, stemningsfulde byer, kultur – og ikke mindst stærke traditioner for både mad og vin.
Marche – der udtales med hårdt k – ligger i det centrale, østlige Italien ud mod Adriaterhavskysten.
Senigallia – mellem by og strand
Vores base var Senigallia, en af de lidt større og mest kendte strandbyer langs Adriaterhavskysten, men uden at føle sig særlig turistet. Der er et hyggeligt centrum med klassisk italiensk småbystemning, små piazzaer, gamle bygninger, en livlig gågade og floden Misa, der løber gennem byen og ud i Adriaterhavet.
Vi lejede en fin lejlighed med udsigt over en lille plads og kirken, der vækkede skribent blidt til italiensk morgenlyde af forbipasserende Vespa'er og kirkeklokker. Et perfekt akkompagnement til morgenespresso og mine poter på tastaturet.
Der er overraskende mange gode spisesteder og en ret spændende gastronomisk scene – mere om det i en separat artikel. Stranden kan nås til fods fra centrum, og langs lungomare ligger der masser af hyggelige strandbarer, hvor man også kan leje solstole og parasoller.
Sirolo – udsigt over Adriaterhavet
Længere sydpå langs kysten ligger Sirolo ved foden af Monte Conero. Jeg var egentlig kommet hertil for at besøge kokken Bo Jacobsen, der bor i området, men nåede også en god frokost på torvet og en lille tur gennem den pittoreske by, der ligger højt med udsigt over Adriaterhavet og kysten nedenfor.
Ancona – havneby med liv
Ancona er Marches hovedby og ligger helt ud til Adriaterhavet. Det er en rigtig havneby, hvor der stadig er både industri og masser af aktivitet omkring havnen, men centrum er faktisk overraskende hyggeligt. Her finder man et livligt hovedstrøg med gode butikker og små, snørklede gader, man hurtigt kan forvilde sig ind i.
Vi endte selv i en afdem hos Matas 54, et lille pizzeria og et par minutter fra en afbyens store piazzaer, hvor vi fik napolitansk inspireret pizza.
Jesi – tilbage til barndommens Marche
Jesi er et af de steder i Marche, jeg har kendt, siden jeg var barn. Jeg har været her utallige gange gennem årene, så denne gang handlede besøget mindre om at se seværdigheder og mere om bare at være tilbage i en by, der hører til mine egne mindre om regionen – og genopleve dufte, smage og stemninger. Den store park, La Pineta, isen og kagerne hos Bardi og pizzaen hos Ciccio på hjørnet.
Genga – grønt, skygge og drypsten
Længere inde i landet er Genga et besøg værd, hvis du trænger til grønt og skygge på en varm sommerdag. Her kan du køle fødderne i Sentino-floden – eller simpelthen hoppe i – og gå på opdagelse i de imponerende Frasassi-drypstenshuler.
Alene turen hertil er smuk, når landskabet skifter fra Marches bløde bakker til klipper, skov og bjerge.
Fabriano – papir, penne og... absolut ingenting
Jeg tog egentlig til Fabriano, fordi byen er kendt for sin lange tradition for papirfremstilling, og jeg personligt er ret vild med notesbøger, skriveredskaber og det håndværk, der er en del af byens dna. Et af mine favoritmærker er Fabriano 1264, så jeg havde glædet mig til at gå på opdagelse i byen, finde et lille old-school cartoleria og se, om jeg kunne føje nye lækkerier til samlingen.
Men ak. Alt var lukket. Som i helt lukket . Ikke et øje at se. Vi var landet lige midt i siestaen, og Fabriano havde tilsyneladende ingen intentioner om at vågne for vores skyld.
På vej ud af byen fandt vi dog en lille bar, hvor vi havde selskab af omkring ti andre levende mennesker, og snuppede en espresso, inden vi kørte videre.
Fabriano skylder jeg muligvis et nyt besøg – helst uden for siestaen. Men der er heldigvis også masser af andre steder i Marche, jeg endnu har til gode.
Så nej, Marche. Jeg ignorerer dig ikke længere!
