To parkerede MiTo’er er det første syn, der møder os, da vi ankommer til det lille landsted udenfor Holbæk.
Jan Kirk slår ud med armene, nærmest lidt undskyldende, da han tager imod os, skribenten og fotografen:
”Ja, jeg havde jo den røde MiTo i forvejen, men jeg kom altså til at købe den hvide i mandags!” udbryder han.
Da vi kommer ind i hans garage, åbenbarer der sig fire andre Alfa Romeo’er: En sølvgrå Spider, en rød Q4 155, en blå 155 V6 og en sølvgrå Giulia.
Alfa-afhængigheden er som en virus
Jan Kirk er ramt af det, som alle andre ægte Alfister genkender: Passionen for Alfa Romeo. En slags kærlighed, en længsel, en afhængighed.
Han kalder det selv en ”Alfa-virus”. Og det betegner faktisk også meget godt den tilstand, som man kommer i, når man først har stiftet bekendtskab med en Alfa Romeo: Man bliver pludselig ramt, uden varsel, og der er ikke noget at gøre: Man må overgive sig til naturens kræfter og erkende:
Det går ikke over.
Den Alfa-virus er helt særlig, og den er uhelbredelig.
Alfa-virussen har altså i dette tilfælde medført, at Jan Kirk lige nu ejer seks Alfa Romeo’er. Derfor er det helt eventyrligt at gå på opdagelse i hans garage, der på mange måder er hans andet hjem. Både fordi garagen er en del af hans forældres bolig, og fordi Jan Kirk er mekaniker.
En voldsom arbejdsskade for ti år siden, hvor Jan blev ramt i hovedet af en kran, har betydet, at han finder mental ro her i garagen ved at pusle om sine biler, når han ikke er på arbejde i Ringsted.
Hvis du tænker, at der hos alle mekanikere nok hænger billeder af letpåklædte damer, så kan jeg på det kraftigste afvise det. I Jan Kirks garage finder man derimod et harem af Alfa-hunner i varierende modeller, der understreger, at skønhed kommer i alle former, farver og størrelser.
Hele familien elsker biler
Man skal ikke tilbringe lang tid sammen med Jan Kirk, før man fornemmer, at han er en følsom mand. Familien betyder alt. Og så hans biler. Heldigvis har han formået at kombinere de to ting genetisk, for både hans ekskone og hans datter Helena er i bilbranchen, og de deler hans passion.
Skribenten aner en lille tåre i Jan Kirks øjenkrog, når han fortæller om sine biler, og da han husker tilbage på den skelsættende dag i 1982, hvor han var på arbejde og der pludselig kom en rød Giulietta 116 ind på autoværkstedet. ”Sådan én må jeg bare ha’!”, udbrød han.
Og sådan gik det.
Den dejlige duft af benzin og motorolie
Den dag i 1982 var det famøse point of no return. Der gik kun et par måneder, før Jan Kirk blev ejer af sin første Alfa Romeo; en kongeblå Giulietta 116 i fin stand, magen til den, der havde fået hans hjerte til at banke febervildt og svækket hans immunforsvar: Alfa-virussen var en realitet. Og den var kommet for at blive.
Et par år senere solgte han Giulietta’en for at finansiere sin næste Alfa Romeo, som kom i flere dele; han købte karrosseriet af en 116 GTV 2,0 og modtog resten af bilen i en papkasse.
Jan brugte tre år på at samle den, sætte den fint i stand og male den rød.
”Åh, den duftede så dejligt af benzin og motorolie!”, husker han, og smiler ved tanken.
Redebygning med benzin i blodet
I december 1996 kom hans datter Helena til verden.
”Herfra begyndte det at tage til, jeg begyndte at samle til rede!” konstaterer han stille.
Udover babyen, var reden blevet udvidet med en rød model 155 2.0 TS 16V Sport og en champagnefarvet 33 stationcar med firhjulstræk, som en mand fra Mørkøv havde bragt med hjem fra Italien.
Men fordi den lille Helena var nyfødt, var Jans daværende kone bekymret for, om det kunne være skadeligt for babyen at indånde dampene fra den istandsatte 116 GTV’er, som hun derfor ikke måtte komme med ud og køre i – selvom Jan egentlig syntes, at det var ok, at deres datter fik benzin i blodet fra en tidlig alder.
Jans daværende kone var heller ikke vild med at lave 100-punkts vendinger i stationcaren, uden servostyring.
Så det endte med, at han solgte de to biler, og beholdt den røde 155’er.
Bilerne vækker følelser
Næste bil i rækken blev en sølvgrå 156’er, og efter nogle år blev en rød 155 Q4 også en del af familien. Den står i dag under et dækken i garagen, uden plader.
”Jeg brugte fem år på at skrabe penge sammen til at lave den, og jeg har samlet den selv. Hele teknikken stammer fra Lancias Delta Integrale, der vandt mange rallyer i 1980’erne, og derfor er denne model Q4 så speciel,” fortæller han.
Han finder en klud frem, mens vi snakker. ”Du skal da lige pudses lidt!” lyder det omsorgsfuldt. Altså heldigvis henvendt til bilen.
I 2012 dukkede den dragende blå 155 V6 op, som er en særlig jubilæumsmodel. Mens vi står og beundrer den, får Jan blik for den igen: ”Nu har du vækket nogle følelser; jeg må ud at køre i den. Den skal ha’ plader på i år” udbryder han.
Bilglade hunde i bagagerummet
Jan kommer efterhånden også i tanke om, at han gennem tiden har ejet en sort 159 2.0 JTDm Sportwagon, og at han på et tidspunkt overtog sin datters 156 JTS, hvor der var plads til hans to Berner Sennen-hunde, Koda og Konrad.
”De elskede at køre bil", får han lige tilføjet, og vi smiler begge ved tanken om de bilglade hunde, for det viser sig, at vi deler begejstringen for både smukke Alfa Romeo-modeller og vamsede Berner Sennen-hunde.
Spider med spoiler fra Spanien
I 2019 bliver Jan Kirk indhyllet i den grå Spider’s spind. Han købte den elegante 2.0 Quadrifoglio Aerodinamica (S3, som har sort spoiler bagpå) på Fyn, med spanske nummerplader.
Mens vi snakker, får Jan presenningerne af sine biler og hejst dem ned, og han sætter sig bag rattet på den grå Spider, der har stået under dækken i længere tid. Han lyser op ved lyden af motoren, der stadig brummer veltilfreds.
Hjemme i familiens skød
Han får efterhånden kørt sin ene, anden og tredje Alfa Romeo ud på gårdspladsen, og fotografen begynder at tage billeder. Samtidig stikker Jan Kirks mor, Elna på 82 år, lige hovedet ud for at høre, om vi vil have kaffe.
Og så går der ikke længe, før vi hjemmevant sidder bænket rundt om bordet i selskab med far Arne, kaffe med fløde og vafler til is, til lyden af stuens bornholmerur.
Tiden har på sin vis stået lidt stille her, for Jan flyttede tilbage til sine forældre i forbindelse med sin ulykke og boede hos dem i en årrække. Han joker derfor selv med, at han var 62 år, da han flyttede hjemmefra. Det var sidste år.
Ungdommens bilferier ved den italienske kyst
”Har du egentlig et særligt forhold til Italien?”, spørger jeg. Men nej, ikke udover at han mange gange i sin ungdom kørte den klassiske rute til Jugoslavien på ferie, og dermed gjorde stop i San Remo og Genova ved den italienske kyst.
”Jeg har faktisk talt med min kæreste Oksana om, at det kunne være sjovt at gå til italiensk sammen. Men hun kommer fra Ukraine, så hun skal lige lære dansk først", smiler han.
”Får hun egentlig lov til at køre i dine biler?”, spørger jeg.
”Nej, hun har heldigvis ikke kørekort!”, svarer han grinende.
Pernitten med sine biler
Jan tilføjer, at selv om han er meget glad for sin kæreste, så er han samtidig meget øm overfor sine biler.
”Jeg er sindssygt pernitten med at låne mine biler ud. Faktisk måtte hundene heller ikke være i mine egne Alfa’er, så jeg formastede mig på et tidspunkt til at købe en Citroen C1, hvor jeg fjernede bagsæderne, og jeg havde også en Peugeot stationcar 406, hvor de kunne ligge.”
Selvkørende Giulia
Jan tænker højt et øjeblik.
”Nå, hvad har jeg ellers?” siger han, og kommer så i tanke om sin grå Giulia Sprint 2.0 med 200 hk (”når man kører i Spider'en, skal man være meget agtpågivende, men Giulia’en kan man næsten køre med tankerne”, lyder det).
MiTo – en lille hurtig satan
Og så har han jo også glemt at nævne de to MiTo’er.
Den røde MiTo er en dieselvariant, som Jan især bruger til at køre de lidt længere strækninger mellem sine forældres garage, hans arbejde, bolig og kæreste. Men det er meningen, at den skal sælges og erstattes af det allerseneste medlem af familien, den hvide MiTo i benzinvariant med 170 hk.
”Det er en lille hurtig satan, jeg har det ligesom om, at jeg er 20 år igen, når jeg kører i den!”, griner han.
Overvejer at sælge nogle af sine skatte
Ja, man kan vel umiddelbart tænke, at Jan Kirk egentlig har biler nok. Derfor overvejer han også at sælge den røde 155 Q4 og den blå 155 V6’er.
”Jeg har ikke kørt i dem i ti år, så jeg kan vel også undvære dem. Men det er først, når de skal sælges, at det gør ondt, og det er jo lidt pinligt at sætte dem til salg, hvis jeg alligevel ikke er helt klar”, funderer han.
Særlig stemning blandt Alfister
Hvad er det egentlig der er så særligt ved Alfa Romeo?
Han forsøger at sætte ord på: ”Bare det, at man hilser på hinanden, når man passerer andre Alfa’er på vejen. Og så er der måden, bilerne kører på. Det er jo noget helt andet end en Ford Mondeo! Det er kun Alfister, der forstår det!”, smiler han og fremhæver også de gode venskaber, han har fået i Alfa Romeo-klubben.
”Vi er nogle stykker, der har fulgtes ad hele vejen. Vi tager tit på ture sammen med hinandens familier, og vi hjælper altid hinanden”, siger Jan og sender en kærlig tanke til Claus Bernhard, Jan Mollerup, Keld Andersen, Mogens Hartmann – og ikke mindst Mogens’ kone, Jeanette, der altid sørger for alle detaljer.
Kirk-nummerplade i stedet for cigaretter
Da Jan Kirk købte den sølvgrå 156’er, købte han samtidig nummerpladen med inskriptionen ”Kirk” som en slags gave til sig selv.
Det er nogle år siden, at 156’eren solgt, og nu sidder Kirk-nummerpladen derfor på hans sølvgrå Giulia.
”Den var kun var seks måneder gammel, da jeg købte den,” siger han med næsten faderlig omsorg, og tilføjer: ”Jeg nænner næsten ikke at køre i den. Der er faktisk dage, hvor jeg ikke starter den, det er jo uhørt!”
Vi står et øjeblik og betragter Giulia’ens let genkendelige nummerplade.
”Jeg ryger ikke og bruger ikke penge på cigaretter, men så købte jeg altså den Kirk-nummerplade i stedet for", smiler han.
Og det er jo ægte samler-logik: Man kan altid opfinde en god grund til at købe én mere.
Personligt har skribenten det sådan med skjorter; jeg kan altid finde en god forklaring på, hvorfor jeg ikke kan leve uden lige dén model. Når jeg står og stirrer i mit bugnende skab fyldt med variationer over samme tema, tror jeg faktisk, at jeg har det ligesom Jan Kirk i sin garage, der betragter sine smukke biler. Det er en slags samlermani, en evig fristelse, en dejlig lykkerus.
Og en virus, som vi med glæde deler og spreder i Alfa Romeo-klubben.
__________
