Det er en fyldt sal, der møder mig en aften i Nærum. Et hurtigt blik ud over de fremmødte bestyrker mig i, at jeg (og hjertet) er på det rette sted: Midaldrende mænd, så lagt øjet rækker. Det er en sikker indikator for, at der er Alfa Romeo på plakaten.
Aftenen på Sommer’s Automobile Museum er særlig, for under navnet Bulder & Brag skal vi høre mere om to særlige Giulia Sprint GTA-modeller, og vi skal også fordybe os i hele Alfa Romeos historie, guidet af Bjørn Stegger, der har nørdet sig gennem Alfa Romeo’s udvikling gennem tiden.
Vild med biler, design og Italien
Bjørn Stegger er en omhyggelig mand med sans for detaljer og et skarpt blik for æstetik. Og en mand med lune og humor. Udover at være voldsomt bilinteresseret, er han også tidligere designdirektør i det danske møbelfirma Fritz Hansen, der er internationalt kendt og har haft showroom i Milano i en årrække.
Bjørn Stegger nærer derfor en stor kærlighed til både biler, design og til Italien, og så kan det jo ikke blive bedre – det varmer skribentens hjerte.
Da Bjørn Stegger ikke er den lykkelige ejer af en Alfa Romeo lige nu, klemmer han for tiden sin italienske bilpassion ind i to Fiat 500’er. Men hans kærlighed til Alfa Romeo er dog uformindsket, og han trives derfor hjemmevant i kredsen af Alfister, der med hans egne ord er ”voldsomt inficeret med den uhelbredelige Alfa-virus.”
”Det er vanvittigt sjovt, at gamle sure mænd kan blive så begejstrede for røde italienske biler, at de gider sidde og lytte så længe til mit foredrag. Der falder både kram og mange positive ytringer af, det er ret fantastisk!” siger han og smiler skælmsk, mens han hælder kaffe op til os begge.
Efter Bulder & Brag-arrangementet har jeg sat Bjørn Stegger stævne på bilmuseet, hvor han er blevet kustode. Han er iklædt fløjlsbukser og cashmere-kabelstrik fra Ferrante, og færdes hjemmevant med en orange nøglesnor om halsen. Og ja, man føler sig faktisk lidt hjemme her, omgivet af de smukke biler, der rummer så mange historier.
Drømte om at blive bildesigner
Den unge Bjørn drømte selv om at blive bildesigner, men i 1960’ernes Danmark var der ingen uddannelse eller steder at gå hen med den interesse.
”Som barn syntes jeg, at italiensk design var fuldstændig utroligt. Jeg fantaserede om at blive bildesigner og jeg tegnede og tegnede og tegnede biler. Ja, jeg skulle jo ha’ været bildesigner i udlandet, men jeg blev altså arkitekt”, smiler Bjørn, der endte med at specialisere sig i industriel design.
”Min interesse for italienske biler startede i en tidlig alder, faktisk allerede i 1956, da jeg var fem år og fik min første legetøjs-Ferrari. Dem har jeg efterhånden en del af, og de er samlet i en glasmontre i stuen – det må de gerne for min hustru,” smiler han.
Familietur omgivet af italienske biler
Bjørns første familietur til Italien fandt sted i 1964 og gik til Diano Marina i regionen Ligurien, og det var et kulturchok. Allerede fra lufthavnen i Genova på vej mod hotellet så Bjørn og hans lillebror en Ferrari, da de sad på bussens bedste pladser - nemlig på bagsædet, hvor de havde frit udsyn over alle biler. Og om aftenen, når forældrene var ude og danse, gik de to brødre på eventyr rundt i byen og kiggede på biler.
”Det var de italienske bilers storhedstid. Der var ingen Alfa Romeo’er i Danmark, jeg så først èn i herhjemme senere", fortæller Bjørn, der voksede op i Rungsted.
”Her var det ret almindeligt, at hustruerne havde en rød Fiat 500, Autobianchi Bianchina eller FIAT 1200 Spider med hvide dæk, mens mændene måske havde en Jaguar, Citroën DS eller en Cadillac. Der var mange dejlige biler", fortæller han.
Ferrari satte standarden
Bjørns forældre havde en velhavende ven, der var medlem af Kongelig Dansk Automobil Klub (KDAK), en klub hvor medlemmerne var fine grosserer og direktører - ”Det var noget ganske andet end den socialdemokratiske bilforening FDM,” griner Bjørn.
Hjemme hos forældrenes ven kunne den lille Bjørn i KDAK’s klubblad ”AUTO” læse motorskribenten Tage Schmidts prøvekørsel af en Ferrari 250 GT i 1960, da han var ni år gammel. ”Det var kæmpestort!” udbryder han, og øjnene stråler stadig ved tanken.
Som en krølle på historien om Tage Schmidt og Ferrari’en fra 1960, mødte Bjørn faktisk Tage ”i virkeligheden” på Arkitektskolens afdeling for industriel design i 1970, hvor Tage var begyndt at studere design ved siden af sit arbejde som motorskribent. Det førte til en dejlig tid, hvor Bjørn hjalp Tage Schmidt med hans prøvekørsler af de nyeste biler.
Arkitektskolen var starten på italiensk dannelsesrejse
Da den unge Bjørn begyndte at studere på Arkitektskolen, skete der også noget andet og meget mere skelsættende. Han mødte en anden studerende, hvis far var arkitekt og havde en stor passion for Italien, og som på et tidspunkt skulle på en måneds arbejdsophold på klostret i San Cataldo i Syditalien.
Ansporet af det, begav de to unge venner sig i 1972 ud på det, som Bjørn kalder sin egen store italienske dannelsesrejse. Her fik de bl.a. set Rom (”stegende varmt, men en kæmpe oplevelse), Taormina på Sicilien (”vi boede privat hos en sundhedspolitibetjent i ulastelig hvid uniform, der hver eneste aften var ude og lede efter sin datter, der kom sent hjem, fordi der var filmfestival i byen”) og Napoli (”et skummelt sted med vasketøj tværs over gaden”).
Drengene besøgte også rejsekammeratens far i San Cataldo og fik dermed oplevet Salerno, Paestum, Amalfi-kysten, Amalfi og Positano. ”Jeg sad i toget og læste ”The Godfather” - så blev det ikke bedre. Det var rigtig sjovt!” griner Bjørn.
Bjørn havde selv latin i skolen og var sproglig student, og han elsker det italienske sprog, selvom han ikke har studeret det. ”Min hustru er fra Polen, polsk har lidt den samme intonation som italiensk. Man tror måske, at de er oppe og skændes, fordi det er så ekspressivt, men de taler jo bare sammen!”, erklærer han.
Milano-design med hjem i bagagen
Turen bød også på stop i bl.a. Firenze, Venezia og Milano, og her faldt både Bjørn og hans studiekammerat for det italienske design. De gik dybt fascineret rundt i designfirmaerne Cassina, Flos, Artemide, Arteluce og Danese’s showrooms og kiggede på design, og bragte flere designartikler med hjem i deres beskedne bagage. Bjørn købte bl.a. den ikoniske Danese-kalender med stænger i plast, der kan skubbes frem og tilbage, og som han stadig ejer. ”Det er en evighedskalender, fuldstændig genial!”, udbryder han.
”Jeg lærte mange ting, og noget blev jeg tvunget til: At drikke kaffe. Jeg kunne virkelig ikke fordrage det, da jeg ankom til Italien, men efter en måned elskede jeg bare en dobbelt espresso. Og ost – også Gorgonzola! - Og meget gerne en grappa!”, tilføjer han.
Hele den italienske dannelsesrejse lagde grundstenen til Bjørns store kærlighed til italiensk design. Passionen for biler havde han i forvejen, men hans horisont blev en helt anden. Og heldigvis kom han selv til at arbejde med design efterfølgende.
Alfa Romeo som firmabil
I 1993 blev Bjørn Stegger designdirektør i Fritz Hansen. Dog havde han gennem tiden ikke selv haft råd til dyre biler. Men det skulle en enkelt sætning heldigvis ændre på. ”Jeg må simpelthen takke en god kollega for i 1999 at sige de bevingede ord: ”Du skulle se at få dig den nye Alfa Romeo 156 som firmabil!”
Bjørns kollega hos Fritz Hansen havde selv købt en Alfa Romeo 146, og han var medlem af Alfa Romeo-klubben, så Bjørn fulgte trop med både bil og klub. Først fik han en 156 som firmabil, dernæst en 156 Sportwagon, og til sidst en 159 Sportwagon. ”Og så blev jeg naturligvis også passioneret Alfist”, erklærer han.
Besøg hos dansk bildesigner hos Alfa Romeo i Italien
Bjørn Stegger husker tilbage: ”Min gode kollega tog mig med til historisk motorsport, hvor Alfa Romeo var meget fremme dengang, og her lærte jeg mange Alfister at kende.
Alfa Romeo-klubben havde utroligt mange arrangementer dengang, bl.a. Track Days og gokart-løb og besøg i Arese, hvor Alfa Romeos fabrik, designcenter og museum lå på det tidspunkt. Og der var sågar en ung dansk designer ved navn Christian Brandt, som arbejdede i Alfa’s designafdeling. (I dag er Christian designdirektør hos det danske superbilfirma Zenvo.) Det var fuldstændig fantastisk, det var en helt anden tid. Vi så ubegribelige ting! Vi fik bl.a. lov til at se 147’eren ét år før lanceringen. De bad os om ikke at fotografere, og så trak de tæpperne af prototyperne. Tænk, at vise os den tillid!", lyder det entusiastisk fra Bjørn.
Milano & de mange møbler
Bjørn Steggers job i designvirksomheden Fritz Hansen gav ham mulighed for at rejse til Milano flere gange om året for at besøge Salone del Mobile-møbelmessen i Milano, italienske møbeldesignere og møbelforhandlere, og han elskede at arbejde med møbeldesign og møde spændende mennesker i branchen.
Gennem tiden på Arkitektskolen og i årene derefter, havde han også selv tegnet møbler, som han selv syntes var ”vildt vakse” og havde bl.a. opsøgt designchef Francesco Binfaré hos den førende italienske møbelvirksomhed Cassina med sine møbeldesignforslag. Men der blev desværre sagt venligt, men bestemt: ”No grazie!”
Nu sad Bjørn Stegger pludselig selv i en tilsvarende rolle hos Fritz Hansen, hvor han skulle tage imod unge håbefulde designere og sige noget pænt til dem om deres måske knap så heldige ideer.
Samarbejde med italiensk designikon
Men det var helt klart samarbejdet med den verdensberømte italienske arkitekt og industrielle designer Vico Magistretti, der har gjort størst indtryk på Bjørn.
”Vico Magistretti var ekstremt kultiveret og boede i Via Gesú (Jesusgade) nær Via della Spiga, to af de mest eksklusive gader i Milanos centrum, hvor han havde en fantastisk trehundrede år gammel luksuslejlighed med husholderske. Han havde også en lille bitte tegnestue ved siden af. Når vi kom gående hen ad gaden, bukkede folk og hilste på ham: ”L’architetto!”, udbrød de, når Vico Magistretti kom gående i sine brune ruskindssko og knaldrøde strømper.”
Bjørn fortsætter: ”Vi samarbejdede igennem en lang årrække, og det var helt fantastisk. Hvad han ikke kunne fortælle! Han var sådan en gennemført fin mand med en udsøgt tøjsmag. Italien var det første land, hvor de vatterede jakker blev kendte i 1990’erne, og Vico var selvfølgelig også med på beatet, selvom han var 73!”
Elsker aluminium
Vico Magistretti var kæreste med et andet ikon indenfor italiensk design, Maddalena de Padova, der drev en fuldstændig fantastisk møbelforretning og showroom, og han tegnede også lidt til hende. Den fine De Padova-forretning i Milano eksisterer fortsat i bedste velgående.
”Jeg havde gennem årene meget at gøre med italienske designere, fx også Mario & Claudio Bellini og Piero Lissoni”, fortæller Bjørn, der også særligt fremhæver italienernes brug af aluminium i deres design, både til møbler, belysning og biler. Både Alfa Romeo og Ferrari bruger virkelig meget aluminium, og det er også Bjørn Steggers eget yndlingsmateriale. Han har været med til at udvikle flere møbler, hvor aluminium er en væsentlig bestanddel, og som stadig er i produktion.
Fascineret af italiensk livsstil
”Jeg er i det hele taget meget fascineret af italienerne. Den måde, de kunne gå rundt med en autoradio i den ene hånd og så en panino i den anden hånd. Da mobiltelefonerne kom frem i slutningen af 1990’erne, erstattede de bilradioerne, og man kunne høre dem ringe alle vegne og lyden af ”Pronto? Pronto?” på restauranterne. Det var faktisk ret ukultiveret og skruppelløst at telefonere midt i måltiderne - men stærkt underholdende og helt vidunderligt at opleve! De elsker jo de telefoner, ligeså meget som de elsker solbriller!” udbryder han, og tilføjer:
”Når jeg husker tilbage, så var en dejlig frokost og et glas hvidvin, serveret af Vicos Magistrettis husholderske, noget af det bedste. Det var sgu i orden!
Nogle gange kan det været svært at vide, hvor de gode restauranter er, men hvis man kender de lokale italienere, får man fabelagtige oplevelser med super god mad og drikke. Det er en stor del af fornøjelsen ved at rejse i Italien.”
Underspillet udtryk i stil og design
Bjørn har også en kulturel observation: ”I modsætning til danske mænd, har nogle italienske mænd en nonchalant elegance og et feminint gen, som de ikke undertrykker. Hos Fritz Hansen har vi haft meget stor glæde af de italienske designeres evner til at designe polstermøbler og sofaer med et afslappet og eksklusivt feminint udtryk og en fantastisk komfort. Det er fuldstændig fantastisk.”
Og så slutter Bjørn af med endnu en observation: ”I Rom hænger guldet udvendigt, men i Milano er tøjet i ultrahøj kvalitet og stilen helt underspillet – lige bortset fra de røde strømper!”
__________________________________________________________________________________________________________________
Et par billeder af det italienske designikon Vico Magistretti, med Bjørn Steggers kommentarer:
En mester i arbejde. Man fornemmer kreativiteten, passionen, dynamikken, koncentrationen . Og nyder Il grande Architetto’s påklædning: Blå velourblazer med guldknapper, dristigt ternet skjorte, flot strikket slips, charmeklud - og røde sokker.
Vico Magistretti var en italiener af den slags, der ikke findes andre steder - med den særlige kultur, finesse, kreativitet, følsomhed, æstetik og humanisme - som kun findes i Italien….
Hvor svært kan det være - Vi gør bare ryggen lidt lavere…. Bemærk sokkerne, den lækre skjorte, fløjlsjakken og charmekluden….
