Klaus Hahn tager imod en sensommerdag udenfor Fredensborg.
Han har en god solbrun kulør. Den slags, som man kun opnår, når man lever det gode udendørsliv, der ikke udspiller sig bag en computer på et kontor. Iklædt sorte solbriller og en nystrøget hvid hørskjorte, der matcher hans hårfarve. Jeans, sneakers, klare grå øjne. Han er en cool cat på 68 år, der stadig bevæger sig adræt.
Han åbner porten til det forjættede land, hvor hans tre italienske skatte står opmagasineret. De har fået hver deres inskriptioner: L’oro Rosso, L’oro Grigio, L’oro Bianco – hans røde, grå og hvide guld.
Han viser os først den hvide Giulietta Spider Tipo 750, som hurtigt også vandt hans kone Susannes hjerte, og som blev hans nummer tre i rækken. Af Alfa’er, altså. Nok har han kaldenavnet AlfaHahn, men Susanne har han holdt fast i siden 1983.
En smal Spider med historie
Spideren har en 1300 ccm motor og 65 heste, og er en af de tidlige årgange fra 1957, en Tipo 750, som er en såkaldt Short-Wheel-Base. Den oprindelige model blev bestilt af importøren Hofmann til det amerikanske marked, men de italienske designere blev nødt til at forlænge bilen, fordi dørene var for smalle til amerikanerne. Den næste model, Tipo 101, havde derfor fem centimeter bredere døre.
Da Klaus overtog den i marts 2016, sad der stadig et klistermærke i ruden, hvor der stod ”Student parking 1963”. Man kan sagtens forestille sig, hvordan en dandy amerikansk studerende har kørt i bilen til universitetet, velsagtens i hvid skjorte med oprullede ærmer, solbriller, mørkt tilbagestrøget pomadehår og et kækt smil på læben.
Restaureret og beskyttet
Stelvio i Måløv importerede bilen til Danmark, og de solgte den til en af Klaus' bekendte. Den var næsten istandsat, men kunne ikke starte, for der var byttet rundt på nogle ledninger. Så blev bilen restaureret ordentligt, bl.a. blev motoren renoveret, bilen blev omlakeret til den originale hvide farve, fik ny kaleche etc.
Nu skinner den, og der hænger også et lille guldemblem. Det er Padovas helgen ved navn Sant’Antonio, der beskytter de rejsende, og som Klaus fik som gave i et lokalt kloster i Padova, da han besøgte byen.
Talmagi på nummerpladen
”Har du bemærket palindromet?”, spørger Klaus Hahn mig begejstret, og jeg betragter den sorte nummerplade 750 57 en ekstra gang.
Det er sejt nok, og Klaus Hahn er jo talmand, så han elsker detaljen i, at bilen er en Type 750 fra 57.
”Tal behøver ikke være kedeligt!” erklærer han, og med en baggrund som økonomiansvarlig, bl.a. i 32 år hos A.P. Møller, og senere i en årrække i et ejendomsselskab indenfor byudvikling, må han jo vide det.
Men han har ikke så travlt med karrieren for øjeblikket: ”Jeg bliver mere og mere pensionist – indtil jeg finder på noget andet!” griner han.
Men lad os lige gå tilbage til starten.
Det hele begyndte med en Fiat
Klaus Hahns interesse for biler begyndte, da han fyldte 18 og fik kørekort. ”Jeg overtalte min far til at købe en Fiat 124 Sport Coupè, og fik lov til at køre i den til gymnasiet,” fortæller Klaus, der er født og opvokset i Århus.
I 1985 købte han sin første Alfa Romeo, en rød Bertone Coupé 2000 GT. Men han meldte sig allerede ind i Alfa Romeo-klubben året før, for han kunne godt mærke, hvorhen vinden blæste. Og han kan stadig tydeligt huske, hvornår Alfa-kærlighedsgudinden egentlig fik tag i ham. Det var i 1974.
Alfisters historier flettes ind i hinanden
På vej til Italien i Autozug for at følge Mille Miglia-løbet i 2013, mødte Klaus ved en tilfældighed Arne Juel, der var mekaniker i Tilst ved Århus. De to faldt i snak om, hvornår Klaus var blevet ramt af Alfa’s amor-pil.
”Det var en dag i 1974, da jeg skulle ind at se divisionshåndbold i Risskov Hallen i Århus. Pludselig kom der en mørkeblå Alfa Bertone Coupé med lyst indtræk drønende over parkeringspladsen og bremsede vildt op. Det gjorde stort indtryk på mig og jeg blev voldsomt imponeret. Så var jeg solgt!” fortalte Klaus til Arne Juel, der spærrede øjnene op. ”Jamen, det var jo mig. Jeg var målmand på holdet!” udbrød Arne Juel så.
Historien understreger, at kærligheden til Alfa Romeo kan være så stærk, at mange Alfister husker præcist den dag, hvor lynet slog ned. Og at det er en lille verden, hvor Alfister ofte mødes på kryds og tværs, og på overraskende måder får indflettet deres historier i hinandens. Og ofte også deres biler.
Med til Mille Miglia
Klaus Hahns passion for biler har ført ham til Italien mange gange. Det startede med busture, hvor han sammen med Susanne og andre Alfa-entusiaster tog med for at overvære Mille Miglia-løbet, det klassiske italienske motorløb, der kører fra Brescia til Rom.
I 2011-2013 havde han sin røde Alfa 1750 GTV Bertone med, og fulgte sammen med 35 andre klassiske Alfa’er den officielle Mille Miglia-kortege af klassiske biler på ruten. Det tog 2,5 dage at gennemføre de 1600 km - 1000 romerske mil - fra Brescia til Rom og retur.
Italien er et symbol på det gode liv
Sideløbende med kærligheden til biler, har han også udviklet en stor fascination af Italien.
”Jeg har tænkt en del over, at fællesnævneren for os, der elsker Alfa er: Det gode liv. Mange af os interesserer os for arkitektur, design, kunst, vin og mad – og det hele finder du jo i Italien,” funderer han.
Smalle stræder i Orta San Giulio
På turene mod Brescia har Klaus Hahn set meget af Norditalien, og han er især vild med byen Orta San Giulio, som ligger nær Lago Maggiore-søen
”Gaderne er så smalle, at biler ikke må køre her, der er kun lige plads til en klassisk Fiat 500 i bredden. Da vi ankom, satte jeg mig ned på torvet og tænkte lidt skuffet: ”Der sker da ikke en skid her. Men efter en øl, en Aperol Spritz og en pizza tænkte jeg: ”Sikke et herligt sted. Her sker intet!” smiler han skævt.
Klaus fortætter: ”Da mørket faldt på, begyndte de lokale beboere at sætte stole ud på pladsen og trække en filmfremviser på hjul ud. Så kom børnene myldrende og satte sig og så tegnefilm, mens forældrene spiste på torvet. En af dagene var der også bryllupsfest på pladsen, der var virkelig en dejlig stemning i byen.”
Hoteldirektør i Stresa med mange biler
”Et andet sted, jeg kan nævne, er Stresa. Vi boede på Hotel Regina Palace, som er et virkelig flot hotel i 1930’er stil med guld og tung rød velour. Første morgen stod der en rød Giulietta ligesom vores udenfor. Den holdt lidt på skrå og frækt parkeret, lige foran et skilt, hvor der stod ”parkering forbudt”. Jeg fik mig to kopper kaffe i baren og spurgte bartenderen, hvem der ejede bilen. Det var hoteldirektøren, lød det. Næste dag holdt der så en Ferrari F40. Og jeg spurgte bartenderen igen. ”Ja, det er så også hoteldirektørens bil, sådan en har han også”. Og sådan blev det ved, hver dag vi var der – der holdt en ny klassisk bil, og folk stimlede sammen, han ejede åbenbart 30-40 forskellige. I løbet af dagene så jeg to mænd, som jeg umiddelbart tænkte, kunne være direktøren. Den ene var en lidt undseelig type med briller, som nussede lidt rundt ved bilerne, og den anden var moderne og flot i tøjet og uden strømper i lædersko, som man jo skal ha’ dernede. Jeg bilder mig ind, at det var ham!” griner Klaus.
Hellere garage end hus i Italien
Klaus og Susanne er så begejstrede for Italien, at de til tider har snakket om at købe et hus dernede. Men hver gang bliver de overvældet af, at de hele tiden finder nye steder, der er smukkere og bedre end de steder, de lige har set. ”Der er så meget at opleve og at kigge på, og at blive imponeret af. Så vi har talt om, at vi faktisk har mere brug for en garage i nærheden af en lufthavn, for så kan vi have en bil stående og køre rundt og opleve endnu mere af Italien,” funderer han.
Susanne & Spideren
Susanne er en af årsagerne til, at Klaus i 2014 blev ejer af sin Giulietta. De havde været til et Classico-træf, og her havde de fået øje på den smukke skabning.
”Hvis du nogensinde skal købe en Alfa mere, så skal det være sådan én!” udbrød hun.
Klaus syntes egentlig at den var lidt for feminin og ikke så sporty, men for ti år siden så han én i området, hvor han bor. Det var en bekendt, der skulle sælge den, og han spurgte Klaus, om han kendte nogen, der kunne være interesseret. ”Hvis jeg skal anbefale den til nogen, bliver jeg jo nødt til at prøve den”, sagde Klaus så. Som sagt, så gjort, og Klaus drønede om hjørnet. Her befandt Susanne sig med sine veninder i en bil, der holdt tilbage i krydset. ”Det var da Klaus!” udbrød veninderne måbende. Hvilket Susanne med en vis overbevisning kunne afslå, for de ejede jo ingen hvid Alfa Spider. Endnu.
Men efter prøveturen var Klaus overbevist: Han ville købe den. Nu, med det samme! Men han tog alligevel lige en tur mere, så han kunne vise Susanne den først.
Hunden og uret matcher bilen
I dag bruger parret Spideren som sommerbil, og den har bl.a. været på Vesterhavstur og badehotel sammen med familiens tredje medlem, Wilma. ”Hun er samme race som der er på Black & White whiskyflaskerne," uddyber Klaus om hunden, der med hans egne ord passer godt til den hvide Giulietta, fordi det er en Westie.
Man aner, at Klaus går op i detaljerne, selvom hans jyske ophav gør ham lidt underspillet. Vi fotograferer ham, han ser naturligt afslappet ud, og vi bemærker så det hvide ur og den sorte urrem, der matcher både bilen og hans outfit. Urremmen er af gummi og har mønster som et Dunlop Racing-dæk Det er det Chopard-ur, man får, hvis man deltager i Mille Miglia-løbet, og hvert år udkommer der en ny model. Det syntes han var så sejt, at han måtte eje uret, og han fik arrangeret, at han fik det som 25 års jubilæumsgave af A.P Møller i 2002.
Rødt får i ulveklæder
Vi går hen og betragter hans røde Bertone 1300 GT Junior i farven Alfa Rosso 501. Den er med hans egne ord "et får i ulveklæder", der kom ind i hans liv i oktober 2018. Men Klaus havde tænkt på den længe før.
”I 2014 var jeg med til at arrangere et Classico-løb med gamle biler fra før 1970, og her skulle vi så finde et passende startsted til løbet, hvor deltagerne fra hele landet kunne mødes. Det blev molen ved Refshaleøen, hvor der lå en smuk lystyacht fortøjet, og hvor jeg gik og riggede til. Så kom John Bach fra Alfa-klubben kørende i den,” fortæller Klaus.
John Bach er god til at sætte de gamle biler i stand, og det havde han også gjort med denne.
”Hvis du skal sælge den, så sig til,” sagde jeg. Men der gik nogle år. Først skulle den bruges til konfirmationskørsel, så til et bryllup, og sådan gik tiden. Men flere år senere var John Bach klar til at sælge den. Da vi var nået begyndelsen af vinteren foretrak han selv at levere den, så den blev bragt lige til min dør i en kassevogn. Det var jeg ret imponeret af,” fortæller Klaus.
En eventyrlig historie om en mørkeblå Giulia
Selvom vi står og beundrer hans biler i forskellige farver, så banker hans hjerte især for de røde. ”Alting starter med de røde Alfa’er! Indtil for få år siden, ejede jeg kun røde biler,” erklærer Klaus.
Men så kommer han i tanke om, at han faktisk også har ejet en mørkeblå Giulia sedan 1600 fra 1967 - samme model, som det italienske politi kørte i. Den havde oplevet lidt af hvert. Den var oprindelig købt i Italien og leveret til en amerikansk soldat, der var udstationeret i Iran, og som havde modificeret den for at køre ræs. Men senere endte den i USA og derefter i Sverige, som en del af et konkursbo hos en svensker.
”Da jeg ville købe den, måtte jeg skrive til den daværende politimester, som på det tidspunkt var Birthe Rønn-Hornbech, fordi jeg manglede de rette papirer for at kunne importere den. Hun gav mig tilladelsen med den begrundelse, at ingen ville kunne finde på sådan en eventyrlig historie, og at afgiften og værdien i øvrigt var så ringe, at hun vurderede, at jeg ikke havde til hensigt at snyde nogen for så små beløb,” griner han.
Grå ulv i fåreklæder
L'oro Grigio er også en 1300 GT Junior. ”I modsætning til den røde, der er et får i ulveklæder, så er denne version en ulv i fåreklæder," lyder det fra Klaus.
Bilen har en flot grafitgrå farve, nærmere bestemt Graphite 716, som varierer med lyset. "Den indgik i en byttehandel med min 1750 GTV, som gjorde det lidt nemmere. Den er total restaureret og modificeret til en behagelig og sporty GT-bil. Der er gjort meget ud af den; en frisk motor fra Formula GT, ægte læderindtræk i kabinen, sportsundervogn og fælge/dæk. Alt er renoveret - helt ned til alle beslag, bolte, møtrikker etc, som er blevet guld-kromatiseret," uddyber Klaus.
Også en Ferrari Dino i garagen
Trods de stærke følelser, er han egentlig lidt i tvivl om han vil beholde de tre Alfa’er, vi står og beundrer.
"Jeg har også en Ferrari. Jeg kørte en tur og brugte tre dage med den hårde kobling, så den får skylden for, at jeg fik ondt i benet. Men måske handler det mere om den diskusprolaps, jeg fik i ryggen”, smiler han skævt.
Hans Ferrari er en model Dino 308 GT4 årgang 1974, som han købte i 2008 og importerede fra Tyskland. Den har bl.a. fået et stort servicecheck og justeret gearkassen, og kører nu rigtig godt, fortæller han.
Giulia til hverdag
Hvis Klaus selv måtte vælge frit, hvilken bil skulle så være den næste?
"Jeg surfer rundt på nettet og tænker, at der også må være noget andet end Alfa Romeo, der er sjovt. Men jeg bliver ved med at vende tilbage til Alfa”, erklærer Klaus, der kører i en rød Giulia 2,0 til hverdag. ”Den er også fin”, tilføjer han beskedent.
Længslen efter Lamborghini
Hans største fortrydelse, hvad angår biler, er, at han ikke købte den Lamborghini Miura, som han så i salg i 2006 til cirka 675.000 kroner hos bilforhandleren Luzzago i Brescia.
Klaus blev helt tændt dengang. Han ville købe den. Nu, med det samme! ”Jeg ringer til banken i morgen!” udbrød han begejstret.
Men fornuften overtog alligevel hjertet, og han endte med ikke at købe den. I dag ville den være omkring 15 millioner værd.
Han tænker lidt over det.
Men hvis han vandt i Lotto, drømmer han om at købe en Alfa Romeo 8C, en Maserati Quattroporte, en Ferrari F40 - eller den uforløste drøm, en Lamborghini Miura.
Det varmer skribentens hjerte, at han holder sig til italienerne.
